Få støtte til dit event – københavnerne bestemmer
Open call for bydelsaktiviteter
Vil du være med til at skabe mere liv, fællesskab og aktivitet i din bydel?
Nu har du mulighed for at få støtte til at føre dine idéer ud i livet. Som en del af EU-projektet CULTIGEN arbejder vi med nye måder at udvikle turisme i København. Vi tager udgangspunkt i det, der betyder mest: de mennesker, der bor her, og det lokale liv, der allerede findes i byen.
Turismen vokser, og det stiller krav til, hvordan byen udvikler sig. I CULTIGEN arbejder vi for, at udviklingen sker i balance med hverdagen i bydelene og med afsæt i lokale behov og idéer.
Derfor har vi sammen med borgere og lokale aktører i Nordhavn, Carlsberg Byen og Gl. Sydhavn kortlagt, hvad der gør områderne særlige og, hvad der kan styrke dem endnu mere. Nu inviterer vi jer til at være med.
Søg støtte til din ide
Lige nu kan du søge støtte til lokale aktiviteter i de tre bydele, hvor du kan få op til 10.000 kr. til at realisere din idé. Du kan søge, hvis din idé:
- styrker områdets særkende
- engagerer borgere og besøgende
- bidrager til levende bydele
Fokus er først og fremmest lokalt: Vi leder efter aktiviteter, der gør en forskel for dem, der bor i området og, som samtidig kan give besøgende en mere autentisk og nærværende oplevelse af København.
Du kan også stemme på andres idéer.
Tidsplan
25. juni 2026: Lancering af aktivitetspulje
17. august 2026: Ansøgningsfrist
20. august 2026: Godkendte aktiviteter offentliggøres til afstemning på København Taler
1. september 2026: Afstemning afsluttes
September-december 2026: Aktiviteter gennemføres
Læs herunder, hvordan du søger om midler og stemmer på projekter.
Der lanceres en ny runde med aktivitetsmidler i november 2026 for aktiviteter i 2027.
Foto: Alberto Grasso (forside), Abdellah Ihadian (ovenfor).

