Flere midlertidige herbergspladser i vinterperioden
Fra "Stil eller støt et københavnerforslag"
Gå til projektet

Flere midlertidige herbergspladser i vinterperioden - Københavns Kommune skal leve op til forsyningspligten.
Københavns Kommune har ansvar for at hjælpe borgere med særlige sociale problemer, herunder at kunne tilbyde midlertidigt ophold i herberg eller botilbud. Det fremgår af Lov om Social Service §110, at kommunerne skal tilbyde midlertidigt ophold i særlige boformer til personer med særlige sociale problemer, der har behov for støtte og ikke kan opholde sig i egen bolig.
I dag opleves der fortsat mangel på herbergspladser i København, hvilket betyder, at hjemløse borgere i praksis kan være nødt til at overnatte udendørs.
Det er en utryg og nedbrydende situation – og i vinterperioden, hvor frost og kulde sætter ind, kan det være direkte sundheds- og livsfarligt at sove på gaden.
Antallet af hjemløse i København har i de seneste år været stigende. København fungerer samtidig ofte som tilflugtssted for hjemløse fra andre dele af Danmark og fra EU. Der er 735 herbergspladser i København (tal fra Social- og Boligministeriet, 2026), og ved den seneste kortlægning af hjemløse var der 1.387 registrerede hjemløse (VIVE, 2024). Antallet af hjemløse kan formodes at være steget siden.
På Vesterbro ses problemets omfang tydeligt, og mange sociale aktører arbejder hver dag for at afhjælpe konsekvenserne af hjemløshed og fattigdom. Men civilsamfundets indsats kan ikke stå alene, når behovet overstiger kapaciteten.
Derfor foreslår Vesterbro Lokaludvalg, Vesterbro Sogn, Det Runde Bord og Københavns Stift, at Københavns Kommune:
- opretter flere midlertidige herbergs-/nødpladser i vinterperioden fra 1. november til 1. marts, så færre hjemløse er nødt til at overnatte på gaden.
- sikrer et tydeligt vinterberedskab for overnatning, så der altid er en realistisk mulighed for indendørs ophold for hjemløse, når vejret er koldt og farligt.
- undersøger og indgår frivillige samarbejdsaftaler med relevante aktører og egnede lokaler (fx foreninger, almene aktører, institutioner eller trossamfund), hvor kommunen står for de nødvendige rammer, sikkerhed og drift, så tilbuddet kan fungere forsvarligt og lovligt.
Forslaget vil gavne en bred gruppe københavnere, øge trygheden i byen og forebygge alvorlige sundhedsskader og dødsfald i vintermånederne.
Forslaget stilles af:
- Lone Billehøj, Vesterbro Lokaludvalg
- Thomas Warburg, Vesterbro Lokaludvalg
- Thomas Kielgast Røddik, Vesterbro Lokaludvalg
- Bjarne Ove Nielsen, Vesterbro Sogn
- Peter Haugelund, Det Runde Bord
- Kristine Kaaber Pors, Københavns Stift
Officielle opdateringer
Kommentarer
Færdigbehandlet
Forslaget er færdigbehandlet. Du kan se hvad politikerne har besluttet under forslagets officielle opdateringer.
