Et sikkert skridt mod ligeværd - regnbuefodgængerfelt i gaderne
Fra "Stil eller støt et københavnerforslag"
Gå til projektet

Når vi træder ud på et fodgængerfelt, stopper trafikken, har vi en kollektiv forventning om at føle os trygge ved at bevæge os over vejen. Denne tryghed bygger på lovens beskyttelse, de fælles værdier i samfundet og den selvtillid, der kommer fra at vide, at vi er sikre her. Et regnbuefodgængerfelt bærer netop denne symbolik. Det sender et klart budskab om, at samfundet står sammen for at beskytte alle dets medlemmer, herunder dem der tilhører seksuelle- og kønsminoriteter, som ofte føler sig mest sårbare.
I en verden, hvor visuel repræsentation og synlighed er afgørende for accept og inklusion, er regnbuefodgængerfelter mere end blot farver på asfalten. De fungerer som kraftfulde symboler, der viser støtte til LGBTQ+-rettigheder og fremmer tryghed og respekt i det offentlige rum. Disse markeringer opfordrer til refleksion over, hvordan vi kan skabe et mere inkluderende miljø for alle borgere, samtidig med at de understøtter et praktisk formål i trafikken.
Det er derfor, at Københavns Kommune bør få sit første regnbuefodgængerfelt på lige fod, som en lang række andre storbyer i verden.
Derfor stiller foreningen Lev og Lad Leve nu et Københavner-forslag, som skal sikrer, at tryggere byrum for alle.
I 2008 så det første regnbuefodgængerfelt dagens lys i Taipei, Taiwan. Siden er adskillige LGBTQ+-manifestationer blevet en del af bybilledet verden over, hvor byer som Reykjavik, Amsterdam, Oslo og Helsinki har gjort regnbuen til en del af vejnettet. Når det kommer til trafiksikkerhed og vejnet i relation til LGBTQ+-manifestationer, er det væsentligt at have to ting for øje:
Det politiske formål: At inkludere og skabe synlighed, som viser aktiv opbakning til LGBTQ+-personers rettigheder, tryghed og sikkerhed. Ifølge forskning fra den internationale LGBTQ+ turismeorganisation IGLTA er synlige LGBTQ+-symboler i det offentlige rum ikke blot en anerkendelse af mangfoldighed, men også en direkte vej til økonomisk vækst gennem turisme. LGBTQ+-turister er kendt for at bruge mere tid og penge i byer, der offentligt viser støtte til mangfoldighed og sikkerhed.
Et praktisk formål: At vejnettet sikkerhedsmæssigt skal fungere i relation til eksempelvis fodgængerfelter. Ifølge nudging-teori inden for byplanlægning kan farverige og anderledes belægninger i byrummet ændre trafikadfærd positivt, da de tiltrækker opmærksomhed og skaber øget forsigtighed. Et studie fra Australien dokumenterer, at farverig belægning på fodgængerfelter reducerer påkørsler og skadens omfang, især i travle fodgængermiljøer.
Klassisk fungerer fodgængerfeltet gennem en zebra-markering, hvor den hvide maling står i kontrast til den mørke asfalt, hvilket gør den overskuelig for alle trafikanter. Der er opstået diskussioner om, hvorvidt regnbuefodgængerfelter kan skabe forvirring og udgøre en risiko. Forskning fra byplanlæggere og adfærdsforskere viser dog, at farverige fodgængerfelter faktisk kan fungere som et effektivt nudge, der styrker opmærksomheden og dermed trafiksikkerheden
For at imødekomme bekymringer om forvirring for fodgængere, bilister og cyklister, har man i byer som Assen og Blackpool valgt at bevare de traditionelle hvide zebra-striber, men samtidig malet vejen omkring dem i regnbuens farver. Dette design opretholder de praktiske sikkerhedshensyn uden at gå på kompromis med den politiske synlighed. På den måde opnår man begge funktioner uden at gå på kompromis med sikkerhed, modsat andre farvede belægninger såsom dem man ser i Castro-distriktet i San Francisco.
Byer som Reykjavik og Oslo har brugt tilgangen med regnbuefarvede fodgængerfelter til at fremme både deres kulturelle og økonomiske status. Med transformationen af hele gader i regnbuens farver tiltrækker de ikke kun lokalbefolkningen, men også et globalt LGBTQ+-publikum, hvilket bidrager til en diversificering af byens turismesektor og styrker den økonomiske vækst. Denne form for bydesign er ikke kun et symbol på mangfoldighed, men skaber også en kulturel attraktion.
En undersøgelser fra The Trevor Project viser, hvordan at trivslen hos særligt unge LGBTQ+-personer bliver signifikant bedre, når de løbende omgås steder og miljøer, der bekræfter og fejrer deres identitet som anerkendt.
Regnbuefodgængerfelter er mere end dekoration – de er et løfte om, at alle skal kunne bevæge sig trygt gennem byen, uanset hvem de er. Ved at lade regnbuen blive en del af vores vejnet sender vi et klart signal om fællesskab, respekt og mod til at stå sammen om mangfoldighed.
Lad os tage det næste skridt og gøre plads til både sikkerhed og synlighed – for når vi deler vejen, deler vi også ansvaret for hinandens tryghed.
Officielle opdateringer
Kommentarer
Opfylder ikke kriterier
Forslaget opfylder ikke kriterierne for Københavnerforslagsordningen og er ikke aktivt for underskriftsindsamling.
