Invitation til borgermøde om fremtidens renseanlæg
Fra "Begivenheder"
Gå til projektet
BIOFOS og Københavns Kommune inviterer borgere, naboer, virksomheder, natur- og klimaorganisationer og andre interesserede til borgermøde om fremtidens renseanlæg i hovedstadsområdet.
Dato: Torsdag den 22. oktober 2026
Tid: Kl. 17.00-19.00
Sted: Hotel Scandic Sydhavnen, Sydhavns Plads 15, 2450 København SV
På mødet vil BIOFOS fortælle, hvorfor spildevandsrensningen skal moderniseres, planerne for fremtidens renseanlæg, og du kan stille spørgsmål og komme med dine synspunkter og forslag.
Københavns Kommune deltager også i mødet og vil kunne besvare spørgsmål om kommunens rolle i den videre planlægning og myndighedsbehandling.
Baggrund
BIOFOS står over for en omfattende modernisering af spildevandsrensningen i hovedstadsområdet. Formålet er at sikre renere vandmiljø, bedre håndtering af fremtidens regn- og klimaforandringer samt en driftssikker og bæredygtig spildevandsrensning i fremtiden.
Derfor har BIOFOS fået udarbejdet en rapport, der peger på to mulige løsninger: Et såkaldt scenarie A, hvor alle BIOFOS renseanlæg udbygges på de nuværende placeringer, og et scenarie B, hvor Renseanlæg Lynetten flyttes fra sin nuværende placering på Refshaleøen til en ny placering på Prøvestenen, mens de øvrige anlæg udbygges på de nuværende placeringer.
BIOFOS' bestyrelse skal i november 2026 beslutte, hvilket forslag til placering af fremtidens renseanlæg i hovedstadsområdet, der skal arbejdes videre med frem mod en endelig beslutning omkring 2031.
Inden da ønsker BIOFOS en tidlig inddragelse af offentligheden for at høre synspunkter, spørgsmål og input fra borgere, så det kan indgå i bestyrelsens overvejelser, og inviterer derfor sammen med Københavns Kommune til borgermøde.
Send dine input
Du behøver ikke deltage i borgermødet for at blive hørt. Du kan også indsende spørgsmål, kommentarer og forslag via fremtidensrenseanlaeg@biofos.dk frem til den 1. november 2026.
De indkomne bidrag vil blive samlet og forelagt BIOFOS’ bestyrelse i den videre proces. Opsamlingen vil ligeledes blive offentliggjort på BIOFOS' hjemmeside.
I de næste faser af projektet vil løsningerne blive undersøgt og beskrevet mere detaljeret, ligesom der vil blive gennemført miljøundersøgelser. Her vil der også være offentlige høringer, hvor borgere og andre interesserede får mulighed for at komme med input.
Tilmelding
Af hensyn til planlægningen er tilmelding nødvendig.
Tilmeld dig via fremtidensrenseanlaeg@biofos.dk senest mandag den 19. oktober 2026 kl. 10.00.
Mere information
Du kan læse mere om projektet og de løsninger, der undersøges, via linket nedenfor:
